»Hyldest til Manicus«

7-6-2019:  En asfaltdekoration foran Heilsumiðstøðin i Vági. - I 1846, da mæslingerne bredte som en livsfarlig epidemi på Færøerne, blev næsten 80% af øernes befolkning blev ramt af virussygdommen og dødeligheden i den færøske befolkning steg drastisk. Dette bevirkede, at kong Christian 8. i juni beordrede Sundhedskollegiet under Kancelliet i København at sende hjælp til de færøske myndigheder. 

To unge læger, August Heinrich Manicus (1821-1850) og Peter Ludvig Panum (1820-1885) blev i hast sendt med handelsskibet til Tórshavn. De ankom 1. juli og under amtmand Christian Pløyens ledelse ydede de hele den færøske befolkning lægehjælp. Panum rejste rundt på de nordligste øer for at pleje patienter. Samtidigt indsamlede de unge læger informationer om epidemien.
Manicus drog til nogle af de hårdest ramte områder over Sandoy og til Suðuroy, hvor han behandlede 900 mæslingepatienter. Senere publicerede han sammen med Panum en foreløbig artikel om epidemien i avisen “Fædrelandet” december 1846: »Ved vor Ankomst til Thorshavn den 1ste Juli var Epidemien i Sydstrømø næsten endt, hvorimod den grasserede heftigt paa Nordstrømø og næsten alle de andre Øer. Den ene af os, Manicus, blev da stationeret paa den isolerede Suderø med 1156 Indbyggere, hvorimod den anden, Panum, af Amtet fik Ordre til at foretage Omreiser paa alle de andre Øer, for at saa mange Syge som muligt kunde faae fri Lægehjælp. Af Færøernes 7782 Indbyggere angrebes c. 6000 iaar af Mæslingerne. Af disse Patienter har jeg, Panum, behandlet imellem 900 og 1000, jeg, Manicus, c. 900. Der døde i løbet af Aaret 1846 indtil Epidemiens Slutning, altsaa omtrent i de første 2/3 af Aaret 255 Mennesker, deraf c. 190 under Epidemien og i det mindste 102 af Mæslinger. Da der efter en gjennemsnitlig Beregning for de sidste 11 Aar aarlig døe 114 Individer paa Færøerne, saa har Dødeligheden i de første 2/3 af Aaret 1846 været imellem 3 og 4 Gange saa stor som i 2/3 af sædvanlige Aar. Det maa synes paafaldende, for det Første at der paa Færøerne blev angrebne saa mange Mennesker af Mæslinger, som vi her pleie at betragte som en Børnesygdom, og for det Andet, at et saa betydeligt Antal af Individer blev bortrevet af en Sygdom, som vi sædvanlig ansee for temmelig ubetydelig. Men følgende Omstændigheder forklare, som vi troe, fuldkomment disse Forhold. (…) - den 18de December 1840 - A. Manicus - P. L. Panum.«
Senere skrev de unge læger en grundig videnskabelig rapport til Sundhedskollegiet og 1847 publicerede Panum resultaterne i en artikel i »Bibliotek for Læger«. Den gjorde ham verdensberømt og er væsentlig grund til at »Panuminstituttet« nu bærer hans navn.
Dekorationen på asfalten foran Heilsumiðstøðin i Vági er en hyldest til lægen A. H. Manicus og hans store indsats for mæslingepatienterne på Sandoy og Suðuroy, hvor han behandlede 900 patienter. Manicus var født på Færøerne og boede her de første 7 år, hans far var landskirurg 1820-1828. Dekorationen viser en principskitse af en mæslingevirus og hans underskrift fra en af hans rapporter til amtmand Pløyen 1846. August Heinrich Manicus døde allerede i 1850 og det måske grunden til, at han er forholdvis ukendt.

---

Ovenstående tekst baseret på: »Uddrag af læge Manicus' beretning fra Færøerne i forbindelse med mæslingeepidemien i 1846«. Danmarkshistorien.dk, Historisk Afdeling ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Links til nogle oprindelige artikler om mæslingeepidemien:

Manicus A., P. L. Panum (1846): Om mæslingeepidemien på Færøerne 1846. Fædrelandet nr. 304, d. 22. dec.

P. L. Panum - Iagttagelser, anstillede under Mæslingeepidemien paa Færøerne i Aaret 1846. Bibliotek for læger, 3. række. 1. bind, 1847

---

https://www.facebook.com/ole.wich

»Flakakvinnurnar møta klokkan...« 

4-6-2019: Dette værk er en assemblage med filetknive fra “Polarfrost” opsat på bagsiden af den første filetfabrik i Vagi, “Suðurfisk”. Den 3-5-2019 skrev jeg her på min side om den manglende repræsentation af kvinder i Vágur i bygdens erindringsopstillinger i det offentlige rum. Jeg sluttede med at erklære, at det “bør der gøres noget ved, for det er slet ikke i samsvar med nutidens behov.”
Samtidigt med at jeg studerede denne forfejlede erindringskultur, opdagede jeg en container bag den gamle Polarfrost-bygning, der var ved at blive ryddet for at give rum til Bakkafrost-aktiviteter. I denne container lå over 200 tyndslidtet knive kasseret fra den tidligere produktion på filetfabrikken. Jeg skyndte mig at sikre mig disse museumsgenstande fra en glemt tid i den færøske kvindehistorie. Mange af knivene har numre og de refererer til den enkelte ansatte. Hver kvinde havde sit nummer.

Filettering af fisk er trivielt arbejde med gentagne bevægelser i et koldt, fugtigt og støjfyldt miljø. Det er den samme rutine dag ud og dag ind, og oven i købet så skifter arbejdstiderne alt efter hvor meget fisk skibene bringer i land. En kvinde ved transportbåndet på en filetfabrik kunne aldrig disponere over sin fritid, for pludselig kan der være brug for at knivene gik i aktion og straks blev samle tropperne samlet i fabrikshallen. I de tider, da næsten enhver større færøsk bygd havde en filetfabrik hørte man tit Útvarp Føroya annoncere: »Flakakvinnurnar møta klokkan…«.
Hvordan disse kvinder har fået dagligdagen til at hænge sammen med større og små børn, ingen børnehave, krav om middagsmad og aftensmad i de korte pauser, måske med en ægtemand på landfart i måneder af gangen, er svært at forestille sig. Men de fik leveret fisken ned i kasserne konstant og hele vejen. De bidrog således med en essentiel arbejdsindsats til den vigtige fiskeprodukteksport, der holdt hele landet i gang.

Af en eller mærkelig grund refererer den færøske erindringskultur omkring fiskerierhvervet kun til sejlskip- og klipfiskperioden, der slutter for mindst 3-4 generationer siden. Det store filetfabrikboom fra 1970erne frem til krakket sidst 80-erne eksisterer ikke i erindringskulturen og da slet ikke kvindernes store indsats i opbygningen af det færøske velfærdssamfund.
Endnu lever mange af disse solide kvinder, disse grundpiller under velfærden, men de må se sig glemt, mens den ene bog efter den anden skrives om foregangsMÆND i den samme periode. Færøsk historie er om og for mænd. De tavse linier af hårdtarbejdende filetkvinder på fabrikkerne får intet mindesmærke. Før nu…

»Flakakvinnurnar møta klokkan...« - En måned i en filetkvindes liv - hænger nu på bagsiden af den tomme filetfabrik i Vági som det eneste monomunt på Færøerne over den livsvigtige nationale indsats, som kvinderne sled sig igennem ved fabriksbåndet.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019

---

https://www.facebook.com/ole.wich

Fortovstatoo: »Skýlið«

3-6-2019: Akkurat ligesom den stolte skude »Royndin Fría« skal have sit mindesmærke, bør en af Vágs vigtigste kulturinstitution markeres. »Skýlið« er et legendisk udflugtsted for hele Suðuroy, for det er godt at have noget at sigte imod og ankomme til. For enden af bilturen ligger en pølsebakke med det hele og så kan man oven i købet stå og bestille i tørvejr - »Skýlið«...

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019

---

https://www.facebook.com/ole.wich