»Flakakvinnurnar møta klokkan...« 

4-6-2019: Dette værk er en assemblage med filetknive fra “Polarfrost” opsat på bagsiden af den første filetfabrik i Vagi, “Suðurfisk”. Den 3-5-2019 skrev jeg her på min side om den manglende repræsentation af kvinder i Vágur i bygdens erindringsopstillinger i det offentlige rum. Jeg sluttede med at erklære, at det “bør der gøres noget ved, for det er slet ikke i samsvar med nutidens behov.”
Samtidigt med at jeg studerede denne forfejlede erindringskultur, opdagede jeg en container bag den gamle Polarfrost-bygning, der var ved at blive ryddet for at give rum til Bakkafrost-aktiviteter. I denne container lå over 200 tyndslidtet knive kasseret fra den tidligere produktion på filetfabrikken. Jeg skyndte mig at sikre mig disse museumsgenstande fra en glemt tid i den færøske kvindehistorie. Mange af knivene har numre og de refererer til den enkelte ansatte. Hver kvinde havde sit nummer.

Filettering af fisk er trivielt arbejde med gentagne bevægelser i et koldt, fugtigt og støjfyldt miljø. Det er den samme rutine dag ud og dag ind, og oven i købet så skifter arbejdstiderne alt efter hvor meget fisk skibene bringer i land. En kvinde ved transportbåndet på en filetfabrik kunne aldrig disponere over sin fritid, for pludselig kan der være brug for at knivene gik i aktion og straks blev samle tropperne samlet i fabrikshallen. I de tider, da næsten enhver større færøsk bygd havde en filetfabrik hørte man tit Útvarp Føroya annoncere: »Flakakvinnurnar møta klokkan…«.
Hvordan disse kvinder har fået dagligdagen til at hænge sammen med større og små børn, ingen børnehave, krav om middagsmad og aftensmad i de korte pauser, måske med en ægtemand på landfart i måneder af gangen, er svært at forestille sig. Men de fik leveret fisken ned i kasserne konstant og hele vejen. De bidrog således med en essentiel arbejdsindsats til den vigtige fiskeprodukteksport, der holdt hele landet i gang.

Af en eller mærkelig grund refererer den færøske erindringskultur omkring fiskerierhvervet kun til sejlskip- og klipfiskperioden, der slutter for mindst 3-4 generationer siden. Det store filetfabrikboom fra 1970erne frem til krakket sidst 80-erne eksisterer ikke i erindringskulturen og da slet ikke kvindernes store indsats i opbygningen af det færøske velfærdssamfund.
Endnu lever mange af disse solide kvinder, disse grundpiller under velfærden, men de må se sig glemt, mens den ene bog efter den anden skrives om foregangsMÆND i den samme periode. Færøsk historie er om og for mænd. De tavse linier af hårdtarbejdende filetkvinder på fabrikkerne får intet mindesmærke. Før nu…

»Flakakvinnurnar møta klokkan...« - En måned i en filetkvindes liv - hænger nu på bagsiden af den tomme filetfabrik i Vági som det eneste monomunt på Færøerne over den livsvigtige nationale indsats, som kvinderne sled sig igennem ved fabriksbåndet.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019

---

https://www.facebook.com/ole.wich