fredag den 7. juni 2019

»Hyldest til Manicus«



7-6-2019:  En asfaltdekoration foran Heilsumiðstøðin i Vági. - I 1846, da mæslingerne bredte som en livsfarlig epidemi på Færøerne, blev næsten 80% af øernes befolkning blev ramt af virussygdommen og dødeligheden i den færøske befolkning steg drastisk. Dette bevirkede, at kong Christian 8. i juni beordrede Sundhedskollegiet under Kancelliet i København at sende hjælp til de færøske myndigheder. 
To unge læger, August Heinrich Manicus (1821-1850) og Peter Ludvig Panum (1820-1885) blev i hast sendt med handelsskibet til Tórshavn. De ankom 1. juli og under amtmand Christian Pløyens ledelse ydede de hele den færøske befolkning lægehjælp. Panum rejste rundt på de nordligste øer for at pleje patienter. Samtidigt indsamlede de unge læger informationer om epidemien.
Manicus drog til nogle af de hårdest ramte områder over Sandoy og til Suðuroy, hvor han behandlede 900 mæslingepatienter. Senere publicerede han sammen med Panum en foreløbig artikel om epidemien i avisen “Fædrelandet” december 1846: »Ved vor Ankomst til Thorshavn den 1ste Juli var Epidemien i Sydstrømø næsten endt, hvorimod den grasserede heftigt paa Nordstrømø og næsten alle de andre Øer. Den ene af os, Manicus, blev da stationeret paa den isolerede Suderø med 1156 Indbyggere, hvorimod den anden, Panum, af Amtet fik Ordre til at foretage Omreiser paa alle de andre Øer, for at saa mange Syge som muligt kunde faae fri Lægehjælp. Af Færøernes 7782 Indbyggere angrebes c. 6000 iaar af Mæslingerne. Af disse Patienter har jeg, Panum, behandlet imellem 900 og 1000, jeg, Manicus, c. 900. Der døde i løbet af Aaret 1846 indtil Epidemiens Slutning, altsaa omtrent i de første 2/3 af Aaret 255 Mennesker, deraf c. 190 under Epidemien og i det mindste 102 af Mæslinger. Da der efter en gjennemsnitlig Beregning for de sidste 11 Aar aarlig døe 114 Individer paa Færøerne, saa har Dødeligheden i de første 2/3 af Aaret 1846 været imellem 3 og 4 Gange saa stor som i 2/3 af sædvanlige Aar. Det maa synes paafaldende, for det Første at der paa Færøerne blev angrebne saa mange Mennesker af Mæslinger, som vi her pleie at betragte som en Børnesygdom, og for det Andet, at et saa betydeligt Antal af Individer blev bortrevet af en Sygdom, som vi sædvanlig ansee for temmelig ubetydelig. Men følgende Omstændigheder forklare, som vi troe, fuldkomment disse Forhold. (…) - den 18de December 1840 - A. Manicus - P. L. Panum.«
Senere skrev de unge læger en grundig videnskabelig rapport til Sundhedskollegiet og 1847 publicerede Panum resultaterne i en artikel i »Bibliotek for Læger«. Den gjorde ham verdensberømt og er væsentlig grund til at »Panuminstituttet« nu bærer hans navn.
Dekorationen på asfalten foran Heilsumiðstøðin i Vági er en hyldest til lægen A. H. Manicus og hans store indsats for mæslingepatienterne på Sandoy og Suðuroy, hvor han behandlede 900 patienter. Manicus var født på Færøerne og boede her de første 7 år, hans far var landskirurg 1820-1828. Dekorationen viser en principskitse af en mæslingevirus og hans underskrift fra en af hans rapporter til amtmand Pløyen 1846. August Heinrich Manicus døde allerede i 1850 og det måske grunden til, at han er forholdvis ukendt.
---
























Ovenstående tekst baseret på: »Uddrag af læge Manicus' beretning fra Færøerne i forbindelse med mæslingeepidemien i 1846«. Danmarkshistorien.dk, Historisk Afdeling ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Links til nogle oprindelige artikler om mæslingeepidemien:

Manicus A., P. L. Panum (1846): Om mæslingeepidemien på Færøerne 1846. Fædrelandet nr. 304, d. 22. dec.

P. L. Panum - Iagttagelser, anstillede under Mæslingeepidemien paa Færøerne i Aaret 1846. Bibliotek for læger, 3. række. 1. bind, 1847

---

tirsdag den 4. juni 2019

»Flakakvinnurnar møta klokkan...« 




4-6-2019: Dette værk er en assemblage med filetknive fra “Polarfrost” opsat på bagsiden af den første filetfabrik i Vagi, “Suðurfisk”. Den 3-5-2019 skrev jeg her på min side om den manglende repræsentation af kvinder i Vágur i bygdens erindringsopstillinger i det offentlige rum. Jeg sluttede med at erklære, at det “bør der gøres noget ved, for det er slet ikke i samsvar med nutidens behov.”
Samtidigt med at jeg studerede denne forfejlede erindringskultur, opdagede jeg en container bag den gamle Polarfrost-bygning, der var ved at blive ryddet for at give rum til Bakkafrost-aktiviteter. I denne container lå over 200 tyndslidtet knive kasseret fra den tidligere produktion på filetfabrikken. Jeg skyndte mig at sikre mig disse museumsgenstande fra en glemt tid i den færøske kvindehistorie. Mange af knivene har numre og de refererer til den enkelte ansatte. Hver kvinde havde sit nummer.






Filettering af fisk er trivielt arbejde med gentagne bevægelser i et koldt, fugtigt og støjfyldt miljø. Det er den samme rutine dag ud og dag ind, og oven i købet så skifter arbejdstiderne alt efter hvor meget fisk skibene bringer i land. En kvinde ved transportbåndet på en filetfabrik kunne aldrig disponere over sin fritid, for pludselig kan der være brug for at knivene gik i aktion og straks blev samle tropperne samlet i fabrikshallen. I de tider, da næsten enhver større færøsk bygd havde en filetfabrik hørte man tit Útvarp Føroya annoncere: »Flakakvinnurnar møta klokkan…«.
Hvordan disse kvinder har fået dagligdagen til at hænge sammen med større og små børn, ingen børnehave, krav om middagsmad og aftensmad i de korte pauser, måske med en ægtemand på landfart i måneder af gangen, er svært at forestille sig. Men de fik leveret fisken ned i kasserne konstant og hele vejen. De bidrog således med en essentiel arbejdsindsats til den vigtige fiskeprodukteksport, der holdt hele landet i gang.

Af en eller mærkelig grund refererer den færøske erindringskultur omkring fiskerierhvervet kun til sejlskip- og klipfiskperioden, der slutter for mindst 3-4 generationer siden. Det store filetfabrikboom fra 1970erne frem til krakket sidst 80-erne eksisterer ikke i erindringskulturen og da slet ikke kvindernes store indsats i opbygningen af det færøske velfærdssamfund.
Endnu lever mange af disse solide kvinder, disse grundpiller under velfærden, men de må se sig glemt, mens den ene bog efter den anden skrives om foregangsMÆND i den samme periode. Færøsk historie er om og for mænd. De tavse linier af hårdtarbejdende filetkvinder på fabrikkerne får intet mindesmærke. Før nu…

»Flakakvinnurnar møta klokkan...« - En måned i en filetkvindes liv - hænger nu på bagsiden af den tomme filetfabrik i Vági som det eneste monomunt på Færøerne over den livsvigtige nationale indsats, som kvinderne sled sig igennem ved fabriksbåndet.

























# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

mandag den 3. juni 2019

Fortovstatoo: »Skýlið«



3-6-2019: Akkurat ligesom den stolte skude »Royndin Fría« skal have sit mindesmærke, bør en af Vágs vigtigste kulturinstitution markeres. »Skýlið« er et legendisk udflugtsted for hele Suðuroy, for det er godt at have noget at sigte imod og ankomme til. For enden af bilturen ligger en pølsebakke med det hele og så kan man oven i købet stå og bestille i tørvejr - »Skýlið«...


























# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

tirsdag den 28. maj 2019

7. klasses asfalt-tatoo 



28-5-2019: Så nåede den asfalt-tatooverende 7. klasse på Vágs skúli frem til de færdige resultater med “listamakarin” som visuel coach.
15 ikoner er nu svejset fast i skolegården fra Malena, Emila, Aron A, Aron J, Jákup, Sjúrður, Finnur, Símun, Bartal, Hjalti, Ragnar, Rebekka, Eva, Brandur, Adrian.
























# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
Projektbeskrivelse
---

søndag den 26. maj 2019

Fortovstatoo: »Solidaritetskæde«



26-5-2019: Dagens fortovstatoo. En kæde er ikke stærkere end det svageste led, men formår den at holde sammen trods de kræfter, der vil bryde den, kan den tegne og forme en hel bygd, en hel ø og et helt land. Fagforeningsbevægelsen på Suðuroy er legendarisk og dette sammenhold har været et eller snarere flere af de led, der har smedet det velfærdssamfund, som vi nyder godt af i dag. Derfor ligger der nu en gylden kæde på fortovet foran »Framtíðin« i Vági.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019















25-5-2019: Det meste af dagen gik med at skære ud, ikke fiskefiletter, men 30 ens dobbeltrunde træplader. Tiden går og klokken slår og de ligner alle et uendelighedstegn. Først færdig kl. 22. 
Det var et larmende, monotomt og kedeligt arbejde, men det er der så meget der er og alligevel skal det gøres...






























# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

lørdag den 25. maj 2019

Fortovstatoo: »Gravenes duer« 




24-5-2019: Her fredag aften virker det som om, at alle beboere i omegnen lufter enten deres hunde eller deres biler på Vágsvegur. Så mens jeg arrangerer dagens fortovstatoo på cementen er det lidt svært at finde den ro, som motivet lægger op til.
Dekorationen i dag refererer til den gamle kirkegård på den anden side af vejen, som er fantasifuldt kaotisk i struktur med gravene er stakket oven i hinanden så man må kante sig igennem, men stedet er tillige roligt i sin stemning med de mange gravsten og gravsteder, der befinder sig i alle grader af forfald i kampen mellem kultur og naturtilstand.
Kirkegårde er altid bobler af stillestående tidsrum og fungerer som oaser i den hektiske dagligdag og bygdelarm. Det er et vigtigt rum, der opfordrer til reflektion, også her bygden.

Men det er vanskeligt visuelt at referere til en samling af gravsteder uden at blive morbid eller religiøs. Skal man vælge kranier, hvide knogler eller hvide kors? Heldigvis er duen et forholdvist neutralt gravsymbol. Så her blev referencen to hvide duer.
Alt efter om folk går ind i vågen eller ud ad vågen skifter motivet betydning. Den ene vej bøjer en due hovedet i sorg, den anden vej kigger duen bagud og kan tolkes som i en reflektion over forgangen tid. Under duerne og omkring duerne spænder ægget sig ud og bliver her et symbol på begyndelse. Ingen slutning uden begyndelse og ingen glæde uden sorg.





# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

onsdag den 22. maj 2019

Fortovstatoo: »Kúgv«



Her i udkanten af bygdens mindepark, udenfor hegnet, helt nede på forovet, står koen med sin sædvanlige beskedenhed og gør opmærksom på sin svunde men livsvigtige historiske eksistens.































22-5-2019: »Kúgv« - dagens fortovstatoo. I opdateringer d. 1. og 5. maj beskrev jeg kvindens manglende andel i udtrykket i det offentlige rum i Vági. Nu præsenteres her på fortovet i Vági symbolet på den færøske kvindes fornemste bidrag til opretholdelsen af menneskelige vilkår på Færøerne lige siden landnamstiden. Koen var den drøvtyggermaskine i husholdningen, der ved at konvertere landets vigtigste, men for mennesker uspiselige madressource, til næringsrig kost. Det var græsset og høet, der gennem koen leverede den grundliggende kaloriekilde, der holdt den færøske befolkning i live gennem tusinde år.
Geografen Rolf Guttesen udregnede 1999 kaloriesammensætningen i den færøske kost på basis af kommendant E. M. G. Løbners (1766-1849) optegnelser og kunne sandsynliggøre at omkring år 1800 var ca. 42% af færøske befolknings energiindtag var mælk og mælkeprodukter.
Denne essentielle fødevare var yderligere tilstede med størst stabilitet, mens fx fisk og madprodukter fra fåreholdet, både havde en lavere andel i kalorieindtaget og havde en ringere stabilitet. Jeg skrev min master i historie som fortsættelse af Guttesens arbejde og beskrev yderligere koens placering i den færøske landbrugsøkonomi: »Den forglemte ko i færøsk historie«,  2018, hvor jeg netop kom ind på at grundene til, at koens betydning er glemt i den færøske historie og befolkning. Det kunne blandt andet være fordi, at koen traditionelt hørte til kvindens domæne og arbejdsområde.
Det var nemlig kvinder og pigebørn, der tog sig af koen. Drenge ville endda ikke følge kvinderne ud i udmarken på de daglige malketure, for det gav statustab, selvom en sådan tur ellers måtte have været spændende for dem. Kvinderne malkede, fodrede og mugede ud, mens manden kun beskæftigere sig med koen, når den skulle til tyr eller når den skulle slagtes. Færøske mandfolk begyndte først at malke køer i 1920-30erne.

Koens forglemmelse kan ses som et udtryk for den manglende historieskrivning om kvindernes andel af nationalhistorien, selvom det kan siges, at netop kvindernes viden om mejeribrug og omhyggelige røgt af koen holdt liv i befolkningen, da  koen leverede den  essentielle naturaløkonomi. Man siger at fårenes ”uld” rimer på “guld” - men det var koen, der gav “huld”.
Helt op i efterkrigstiden, så sent som 70-erne og 80-erne holdt gamle koner ko i bygderne og i Tórshavn. Men sammen med deres svigtende kræfter fadede de sidste reminiscenser af en tusindårig færøsk kotradition ud og forsvandt uden nogen tog sig af at bevare den eller den færøske korace. Kun lidt blev der gjort, for eksempel viste KVF 1987 en udsendelse om  »Soleiðis liva tey enn« med Albertha og Meinhard Gaardlykke fra Lamba på Eysturoy, der endnu havde den stabile drøvtyggermad i husholdningen og den livsnødvendige ko som nogen af de sidste.

Jeg har her tegnet en Suðuroy-broget ko :-) . Den lavbenene statur er et typisk eksempel på den færøske ko, der i dag må anses for uddød. Denne korace gav ikke meget mælk, en 3-4 liter om dagen, men den var hårdfør og udholdt de vanskelige forhold som korøgten havde i den gamle færøske bondesamfund med de skrånende knortede græsgange, de dårlige lavloftede og fugtige stalde og den sultefodring gennem vinteren, der ofte forekom på grund af “hoyneyð”.
Her i udkanten af bygdens mindepark, udenfor hegnet, helt nede på forovet, står koen med sin sædvanlige beskedenhed og gør opmærksom på sin svunde men livsvigtige historiske eksistens.



.


# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019

Projektbeskrivelse
---

mandag den 20. maj 2019

Fortovstatoo: »Optrapning«



20-5-2019: Dagens fortovstatoo på Vágsvegur. Trapper kan man aldrig få nok af...
- Værsgo! - her er endnu én...
























# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

søndag den 19. maj 2019

Fortovstatoo: »Teinæringur«



19-5-2019: Bådsøm fra bålpladsen inderst i Vági spredt mellem slaggerne efter de mange nytårsbål.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

lørdag den 18. maj 2019

Fortovstatoo: »Lammet«


18-5-2019: Dagens fortovstatoo. Bygdens tradition for fåreavl fornægter sig ikke. Gennem Vágs bygd i maj høres de spinkle kald fra hjemmelam og de nylig udviste fåreflokke i udmarken.
Således mødes fåre- og religionskulten i denne tid i et fællessymbol, der dog repræsenterer hvert sit håb. Enten håbet om en fed vædder i efteråret eller håbet om evig frelse ved det hvide lam.




































# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

fredag den 17. maj 2019

Fortovstatoo: »Sævartransistor«



17-5-2019: Dagens fortovstatoo. Radiohandelen og værkstedet i Vági har været en del af gadebilledet i mange år og indehaveren Sævar Halldórsson har holdt Suðuroy elektronisk kørende i mere end en menneskealder.
Som en lille påmindelse om denne vigtige del af bybilledet, og et fint eksempel på lokalidentiteten i Vági, har jeg sat et transistor-ikon over for TV-Video-Radio butikken på det fortov, der løber som et byens livsline langs Vágsvegur.

Lyt til Sævar i KVF 29-01-2019: Við Tórði á túri í kaffistovuni hjá Sævari

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

torsdag den 16. maj 2019

Fortovstatoo: »Tulipan«


16-5-2019: Dagens fortovstatoo. Der er forskellige måder at holde have på. Nogle haveejere arrangerer bed og planter tulipaner, andre lader det grønne græs gro. I denne fortovstatoo har er rollerne byttet om, en tulipan til græsplænen og lidt græs til tulipanbedet. En påmindelse til den mørkere årstid om en majdag i 2019, da alt stod i fuldeste flor.


Hvad er det?






# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

onsdag den 15. maj 2019

Fortovstatoo: »Fuld spot«



15-5-2019: Dagens fortovstatoo. Der er "fuld stop" på mange veje mange steder, men kun i Vági bliver "fuld stop" til »Fuld spot«...

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019

Einvegis




Motvegis

---

Fortovstatoo: Sild og måger hjá Jugga i Vági



14-5-2019: Caféen hjá Jugga i Vági får besøg af en hurtig stime sild og lidt længere henne ad vejen har tre røde rovmåger også direkte kurs mod caféen. Det skal nok blive en sjov aften.


Dette er fortovstatoo med et alternativt brug af Jørgen M. Olsens figurer fra hans fantastiske bog »Naturens børn«, hvor han publicerede sine mange registreringen af dyreplankton, sild, måger og hvaler i det økologiske kredsløb i fjorden. Det var ham, der først observerede, at silden sover med hovedet nedad.
Disse studier var nu kun en lille del af de mange aktiviteter han gennem sit liv beskæftigede sig med og som har været med til at skabe Vágs bygds identitet, men Jørgen M. Olsen er desværre undereksponeret og for det meste forglemt.

Det burde der rettes op på. Sildene og mågerne på fortovet foran hans hus er et lille bidrag til det.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

fredag den 10. maj 2019

Fortovstatoo







10-5-2019: Kortene er på hånden til en kabale med fortovstatoo på Vágsvegur. 

Følg med og se hvordan dét spiller af... 
# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019.
---

mandag den 6. maj 2019

Hullet stål



6-5-2019: Så er jeg ude og lege med de tunge drenge.  
Work in progress: »Trawl windows« - 50 mm stålplade - længde 5,25 meter.  
What to do?
---
Ongi roks, it rocks...




# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

søndag den 5. maj 2019

fredag den 3. maj 2019

Bor der slet ingen kvinder i denne bygd?





































3-5-2019: I min seneste opdatering beskrev jeg kvindens andel i mindepladsen i Vági. Dette fik mig til at gribe cyklen og undersøge resten af de dekorative foranstaltninger, der er udført i det offentlige rum her i bygden, for at se hvordan den kvindelige halvdel af befolkningen er repræsenteret.

En udkantsbygd som Vágur kæmper som mange andre småsteder imod de demografiske data, hvor tendensen overalt i verden er, at folk flytter til metropolerne. Denne fraflytning kan have mange årsager, men generelt kan man sige, at de befolkningsgrupper, der har de færreste muligheder for udfoldelse, har den største incitament til at flytte.
Det færøske samfund har gennem mange generationer leveret unge kvinder til de samfund, der bød dem bedre vilkår. Trangen i ungdomsårene til bedre forhold og større personlig udfoldelse har altid været stor. Da dampskibene begyndte besejle Nordatlanten midt i 1800-tallet drog unge færøske kvinder ned for at arbejde i fisk i Leith, der dengang var mellemstation på dampskibsruten til Danmark. Omkring 1900 tog kvinderne plads i huset i Danmark, især i København. Da klipfiskeproduktionen i begyndelsen af 1900-tallet boomede på Suðuroy samledes færøske kvinder om denne mulighed i stort tal og fik på den måde større råderet over deres egen tilværelse. Senere var det sildeproduktionen i Island der trak. I dag er et uddannelse- og karrieremuligheder, der dræner det færøske samfund for unge kvinder. Mange med mellemstation i den store færøske bygdeghetto på Øresundskollegiet, før de drager videre ud i verden. 

Generelt er, at unge kvinder til alle tider har været den samfundsgruppe, der sidder mest løst i sædet og er tilbøjelige til at sive ud af det færøske bygdesamfund.
Men samtidigt er de unge kvinder en vital del af udkantsområdernes udviklingspotentiale. For hvis man kan få kvinderne til at bosætte sig i kommunen og føde børn, så stiger befolkningstallet og dermed kommunens økonomiske muligheder. Skatten bliver jo betalt, hvor børnene bor.
---
Man lad os nu sammen tage et sweep i det offentlige rum i Vági, for at se hvordan bygden udadtil repræsenterer en af sine mest essentielle befolkningsgrupper - kvinderne…
Mindeparken for tabte søfolk er, som jeg omtalte sidst, mærkelig forstyrret af et anker og hvor kvinden her har en passiv rolle som sørgende enke. På den anden side af vejen lidt længere østpå ligger mindemærket for skibet »Royndin Fríða«, som Nólsoyar Páll og andre mænd byggede dér i 1804. Ved siden af står en hornmine og en jernsilhuet af en fuldrigger. Længere ude igen står statuen af Jákup Dahl tronende ved siden af kirken. Ved kommunekontoret står bomærket med slupp-symbolet og ved havnekontoret nær kajen hænger et anker. Inde fra biblioteket stirrer forfatteren William Heinesen busten ud af vinduet på busten af erhvervsmanden Peter Dahl på den anden side af vejen. Længere inde vestpå ligger endnu et anker oven for vejen. På sandet i fjordbunden står tre jernmænd med fakkelstænger som markering af nytårstraditionen i Vági. Ved siden af stritter en jernsilhuet af mænd i grind. Længere henne Tofta Regin statuen. På Vágs Eiði står seks mænd med båd i silhuet og til sidst på inspektionsturen ligger endnu et anker ude på kirkegården. Altsammen afbildinger af mænd eller deres sølivs-symboler båd, skib og anker.

Hvis en fuldstændig fremmed kom til Vágs bygd og forsøgte at aflæse befolkningens sammensætning ud af den repræsentation som mindesmærkerne i byen udtrykker, ville hun spørge undrende: »Bor der slet ingen kvinder i denne bygd?« og derefter spørge: »Er I slet ikke klar over, hvor essentielt det er for bygdens overlevelse at skabe rummelighed for kvinder i lokalsamfundet?«

Så hvis man, som jeg, skal forholde sig til muligheden for “kunst i det offentlige rum“ her i Vági, så må jeg sige, at lugten af testosteron hænger som en kvælende tåge om kunst og mindesmærker. Det bør der gøres noget ved, for det er slet ikke i samsvar med nutidens behov. 

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---
https://www.facebook.com/ole.wich

Fra FB-kommentarer:

Ole Wich: Alle kvinder i skulpturer i det offentlige rum på Færøerne er uden faktiske personsnavn og langt størsteparten viser kvinder som passive objekter placeret ind i en mandsverden. Det gælder de sørgende kvinder i mindesmærkerne for folk døde på havet, men fx også den gravide kvinde ved Listasavn Føroya, WHs fantasifigur "Tarira” og så selvfølgelig “Kópakonan”, der malplaceret står og ser længselsfuldt efter ægtemandens bygd.
De eneste undtagelser jeg kan komme i tanke om er kvinden i Janus Kambans “Maður og kona” i midtbyen i Tórshavn. Kvinden er denne statue besidder en groundet indre styrke, der de facto gør manden, der på ét ben står og støtter sig til hende, overflødig.
Så er der Gianfranco Nonnes fiskekone ved Müllers Pakkhus, der kanoniserer sliddet med vaskningen af klipfisken.

Janus Kamban: »Maður og kona« 1972
Foto: Ole Wich



De passive navnløse kvinder i skulpturer i det offentlige rum på Færøerne.
Foto: Ole Wich

onsdag den 1. maj 2019

Mandens anker i mindeparken

1-5-2019: Ligesom lande med voldeligere fortid end Føroyar har mindesmærker for deres faldne soldater, har steder hvor befolkningen er tilknyttet arbejdspladser på havet, monumenter for de søfolk, der blev derude eller døde under udførelsen af deres risikofyldte erhverv. Vágur har også et minde for de mange, som havet tog. Det består principielt af 4 symbolske elementer - en sørgende kvinde - et ror - mindetavler med navne, altsammen placeret i nærheden af en bevaret fisketørringsplads, der nu symboliserer kvindernes arbejdsplads i land. 

På sådanne pladser sørgede de færøske kvinder for, at de hårdt tilkæmpede fisk, der kom saltede og slatne i land, blev forvandlet til den handelsvare, der holdt hele samfundet kørende - den soltørrede klipfisk, som sydens katolikker gerne havde på grundmenuen. 
Hele processen var som en bankende totaktsmotor, hvor stemplets konstante frem og tilbage ikke kan adskilles, hver del af arbejdsprocessen var lige vigtig. Mændene på havet, kvinderne i land.

At tilberede klipfisk er en kompliceret affære, som tog færingene flere generationer at lære. At tørre klipfisk i det svigefulde færøske vejr var heller ikke nemt. For at det kunne lykkedes måtte alle stå på spring og ile til og samle ind, hvis regnvejret truede. Uden denne opmærksomme og raske arbejdsskare af kvinder, der stod klar sommeren igennem, samtidigt med at de passede alt andet i huset, havde det færøske samfund ikke kunne hæve sig ud af det statiske bondesamfund og ind i en mere moderne tid.
I slupp-tiden blev fisketørringspladsen, kvindernes domæne, derfor lige så vigtig som båden og skibet, mændenes domæner.
---
Derfor undrer det mig meget, at man i mindeparken i Vági har placeret et anker, der er symbolet på mandens domæne, ovenpå den plads, der symboliserer kvindernes store indsats. Det virker ufølsomt i en ellers dygtigt disponeret mindepark.

Alt er jo til stede i forvejen. Roret, der symboliserer mandens arbejdsplads, kvinden, her med sin sorg over kun at finde roret efter den forliste båd, navnene på de døde og så tæt på kvindens bidrag til hele kredsløbet, fisketørringspladsen, hvor hun stred med det hårde arbejde, der medvirkede til, at Vágur blomstrede op med klipfiskehandelen og blev et sted man talte om over hele landet.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019.


Vags kommuna har fornylig placeret historiske fotos forskellige steder 
i bygden der viser hvordan stederne så ud før. 
Her er kvinderne i fiskearbejdet.

---

tirsdag den 30. april 2019

»Tuxham 5 - Hommage à glødehovedmotoren« 


30-4-2019:
Dette er den flotteste og mest spektakulære skulptur jeg endnu har set i Vági. 

Hvem kender historien bag den? Hvem stillede op? Hvad leverede den motorkraft til? 

Hvornår blev bygningen fjernet og Tuxham 5 begyndte sit henfalden til monument over en svunden tid, hvor en lang produktion af billige totakts glødemotorer gav små virksomheder mulighed for motorkraft. 

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019.
---