Bor der slet ingen kvinder i denne bygd?
3-5-2019: I min seneste opdatering beskrev jeg kvindens andel i mindepladsen i Vági. Dette fik mig til at gribe cyklen og undersøge resten af de dekorative foranstaltninger, der er udført i det offentlige rum her i bygden, for at se hvordan den kvindelige halvdel af befolkningen er repræsenteret.
En udkantsbygd som Vágur kæmper som mange andre småsteder imod de demografiske data, hvor tendensen overalt i verden er, at folk flytter til metropolerne. Denne fraflytning kan have mange årsager, men generelt kan man sige, at de befolkningsgrupper, der har de færreste muligheder for udfoldelse, har den største incitament til at flytte.
Det færøske samfund har gennem mange generationer leveret unge kvinder til de samfund, der bød dem bedre vilkår. Trangen i ungdomsårene til bedre forhold og større personlig udfoldelse har altid været stor. Da dampskibene begyndte besejle Nordatlanten midt i 1800-tallet drog unge færøske kvinder ned for at arbejde i fisk i Leith, der dengang var mellemstation på dampskibsruten til Danmark. Omkring 1900 tog kvinderne plads i huset i Danmark, især i København. Da klipfiskeproduktionen i begyndelsen af 1900-tallet boomede på Suðuroy samledes færøske kvinder om denne mulighed i stort tal og fik på den måde større råderet over deres egen tilværelse. Senere var det sildeproduktionen i Island der trak. I dag er et uddannelse- og karrieremuligheder, der dræner det færøske samfund for unge kvinder. Mange med mellemstation i den store færøske bygdeghetto på Øresundskollegiet, før de drager videre ud i verden.
Generelt er, at unge kvinder til alle tider har været den samfundsgruppe, der sidder mest løst i sædet og er tilbøjelige til at sive ud af det færøske bygdesamfund.
Men samtidigt er de unge kvinder en vital del af udkantsområdernes udviklingspotentiale. For hvis man kan få kvinderne til at bosætte sig i kommunen og føde børn, så stiger befolkningstallet og dermed kommunens økonomiske muligheder. Skatten bliver jo betalt, hvor børnene bor.
---
Man lad os nu sammen tage et sweep i det offentlige rum i Vági, for at se hvordan bygden udadtil repræsenterer en af sine mest essentielle befolkningsgrupper - kvinderne…
Mindeparken for tabte søfolk er, som jeg omtalte sidst, mærkelig forstyrret af et anker og hvor kvinden her har en passiv rolle som sørgende enke. På den anden side af vejen lidt længere østpå ligger mindemærket for skibet »Royndin Fríða«, som Nólsoyar Páll og andre mænd byggede dér i 1804. Ved siden af står en hornmine og en jernsilhuet af en fuldrigger. Længere ude igen står statuen af Jákup Dahl tronende ved siden af kirken. Ved kommunekontoret står bomærket med slupp-symbolet og ved havnekontoret nær kajen hænger et anker. Inde fra biblioteket stirrer forfatteren William Heinesen busten ud af vinduet på busten af erhvervsmanden Peter Dahl på den anden side af vejen. Længere inde vestpå ligger endnu et anker oven for vejen. På sandet i fjordbunden står tre jernmænd med fakkelstænger som markering af nytårstraditionen i Vági. Ved siden af stritter en jernsilhuet af mænd i grind. Længere henne Tofta Regin statuen. På Vágs Eiði står seks mænd med båd i silhuet og til sidst på inspektionsturen ligger endnu et anker ude på kirkegården. Altsammen afbildinger af mænd eller deres sølivs-symboler båd, skib og anker.
Hvis en fuldstændig fremmed kom til Vágs bygd og forsøgte at aflæse befolkningens sammensætning ud af den repræsentation som mindesmærkerne i byen udtrykker, ville hun spørge undrende: »Bor der slet ingen kvinder i denne bygd?« og derefter spørge: »Er I slet ikke klar over, hvor essentielt det er for bygdens overlevelse at skabe rummelighed for kvinder i lokalsamfundet?«
# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---
https://www.facebook.com/ole.wich
Fra FB-kommentarer:
Ole Wich: Alle kvinder i skulpturer i det offentlige rum på Færøerne er uden faktiske personsnavn og langt størsteparten viser kvinder som passive objekter placeret ind i en mandsverden. Det gælder de sørgende kvinder i mindesmærkerne for folk døde på havet, men fx også den gravide kvinde ved Listasavn Føroya, WHs fantasifigur "Tarira” og så selvfølgelig “Kópakonan”, der malplaceret står og ser længselsfuldt efter ægtemandens bygd.
De eneste undtagelser jeg kan komme i tanke om er kvinden i Janus Kambans “Maður og kona” i midtbyen i Tórshavn. Kvinden er denne statue besidder en groundet indre styrke, der de facto gør manden, der på ét ben står og støtter sig til hende, overflødig.
Så er der Gianfranco Nonnes fiskekone ved Müllers Pakkhus, der kanoniserer sliddet med vaskningen af klipfisken.
Fra FB-kommentarer:
Ole Wich: Alle kvinder i skulpturer i det offentlige rum på Færøerne er uden faktiske personsnavn og langt størsteparten viser kvinder som passive objekter placeret ind i en mandsverden. Det gælder de sørgende kvinder i mindesmærkerne for folk døde på havet, men fx også den gravide kvinde ved Listasavn Føroya, WHs fantasifigur "Tarira” og så selvfølgelig “Kópakonan”, der malplaceret står og ser længselsfuldt efter ægtemandens bygd.
De eneste undtagelser jeg kan komme i tanke om er kvinden i Janus Kambans “Maður og kona” i midtbyen i Tórshavn. Kvinden er denne statue besidder en groundet indre styrke, der de facto gør manden, der på ét ben står og støtter sig til hende, overflødig.
Så er der Gianfranco Nonnes fiskekone ved Müllers Pakkhus, der kanoniserer sliddet med vaskningen af klipfisken.
 |
| Janus Kamban: »Maður og kona« 1972 Foto: Ole Wich |
 |
De passive navnløse kvinder i skulpturer i det offentlige rum på Færøerne. Foto: Ole Wich |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar