Ole Wich: »Gravide« 1990
Várframsýning 2020: I 1990 havde Føroysk Myndlistafólk sin forårsudstilling for første gang. Jeg deltog med et sort/hvidt fotografi, der meget passende handlede om begyndelse, »Upp á vegin« (Gravid). Det viser vores førstefødte, Peter, da han endnu lå sammenfoldet i sin mors mave.
Fotografiet er en variation over det klassiske motiv, »gravid kvinde«. Et motiv, der traditionelt focuserer på kvindens krop og hendes rolle i reproduktionen. Men motivet inddrager sjældent det maskuline element, på trods af det indlysende vigtige i, at manden er til stede under hele processen og senere deltager i udvikling af barnets omstændigheder og tilværelse.
Men på vores selfie ses vi begge. Vores to runde maver mødes og kroppenes konturer danner et timeglas. Et symbol på ventetiden og det livsforløb der følger. De nøgne kroppe pointerer den basale livssituation.
Min runde mave bryder stereotypien om den muskuløse skarpkantede mandekrop. Her efterligner den buttede form den runde livfyldte kvindekrop, så et andet mandsideal viser sig, som kunne betegnes »den bløde mand«. Denne visuelle samhørighed, rundt og rundt, inddrager faderrollen i graviditeten.
Nederst til venstre ses en udtonende slap penis, der har udfyldt sin funktion, til højre øverst det vortesvulmende spidse bryst, der skal videreføde projektet. Situationen er sat på spidsen, bogstaveligt talt og begge organer producerer hvid væske, men med vidt forskellig funktioner. Begge lige vigtige i processen.
Kvaliteten i dette billedværk ud over disse reflektioner, der ligger i motivet, er den taktile fornemmelse af hud fotografiet giver, når man står overfor det. Dette resonerer en næsten kropslig fornemmelse, der inddrager beskuerens krop i kunstoplevelsen.
I dag er Peter 30 år, ligesom Føroysk Myndlistafólks forårsudstilling og fotografiet er det. Men billedet fra dengang står stadig frisk. Motivet klarer at blive fortolket ind i nutiden, hvor mands- og kvinderoller ændrer sig i takt med nye befrugtningsmuligheder, kønsrolledebatter og identitetsforestillinger, hvor det naturlige udfordres, trænges i baggrunden, mens undtagelserne tager opmærksomheden.
Kroppen og kroppens formering er blevet en kampplads. Men formering for os altid var en naturlig følge og kærkommen frugt af et kærligt samliv.
Fotografiet er en variation over det klassiske motiv, »gravid kvinde«. Et motiv, der traditionelt focuserer på kvindens krop og hendes rolle i reproduktionen. Men motivet inddrager sjældent det maskuline element, på trods af det indlysende vigtige i, at manden er til stede under hele processen og senere deltager i udvikling af barnets omstændigheder og tilværelse.
 |
En googlesøgning på »pregnant« viser ikke mandens andel i graviditet. |
Men på vores selfie ses vi begge. Vores to runde maver mødes og kroppenes konturer danner et timeglas. Et symbol på ventetiden og det livsforløb der følger. De nøgne kroppe pointerer den basale livssituation.
Min runde mave bryder stereotypien om den muskuløse skarpkantede mandekrop. Her efterligner den buttede form den runde livfyldte kvindekrop, så et andet mandsideal viser sig, som kunne betegnes »den bløde mand«. Denne visuelle samhørighed, rundt og rundt, inddrager faderrollen i graviditeten.
Nederst til venstre ses en udtonende slap penis, der har udfyldt sin funktion, til højre øverst det vortesvulmende spidse bryst, der skal videreføde projektet. Situationen er sat på spidsen, bogstaveligt talt og begge organer producerer hvid væske, men med vidt forskellig funktioner. Begge lige vigtige i processen.
Kvaliteten i dette billedværk ud over disse reflektioner, der ligger i motivet, er den taktile fornemmelse af hud fotografiet giver, når man står overfor det. Dette resonerer en næsten kropslig fornemmelse, der inddrager beskuerens krop i kunstoplevelsen.
I dag er Peter 30 år, ligesom Føroysk Myndlistafólks forårsudstilling og fotografiet er det. Men billedet fra dengang står stadig frisk. Motivet klarer at blive fortolket ind i nutiden, hvor mands- og kvinderoller ændrer sig i takt med nye befrugtningsmuligheder, kønsrolledebatter og identitetsforestillinger, hvor det naturlige udfordres, trænges i baggrunden, mens undtagelserne tager opmærksomheden.
Kroppen og kroppens formering er blevet en kampplads. Men formering for os altid var en naturlig følge og kærkommen frugt af et kærligt samliv.
 |
Fotografiet »Gravide« 1990 ophængt på Várframsýning 2020 i retroafdelingen med kunst udstillet 1990-94. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar