Ole Wich: »Faux bois« 2020
 |
Ole Wich: »Virkelig sløjd« 2018 |
Várframsýning 2020: Skulpturen »Faux bois« har en lang og spredt forhistorie. Selve det fysiske udgangsspunkt er den lille bronceskulptur øverst på skulpturen, som ses herover og som jeg fremstillede på et broncestøberkursus i Tórshavn juli 2018. Soklen kom først til nu hvor den skulle udstilles.
Denne bronceskulptur er skabt i en støbeteknik, der består i, at opbygge en genstand i et materiale, der kan brænde og fuldstændig forkulle til aske. Genstanden bliver først indstøbt i en flydende lermasse, der størkner og derefter opvarmes, så genstanden indeni brænder op og kan pustes ud af formen. Det efterlader et hulrum, som der så kan hældes flydende bronce i. Efter størkningen slås formen i stykker og bronceskulpturen står tilbage, et unikakunstværk.
 |
Skulpturen af affaldstræ inden den blev til aske i lerformen. |
Normalt ville man fortsætte bearbejdningprocessen og patinere broncen for at lægge lag til kunstoplevelsen og for at fremhæve broncemateriales visuelle muligheder, men jeg kunne godt lide dette forfalskningselement i skulpturen. Den spænding der opstår i det bedrag, at et højt værdsat kunstmateriale ligner billigt guldmalet træ. Så jeg beholdt den, som den var. Jeg gav den da titlen »Virkelig sløjd«.
Jeg besluttede så at udstille den lille bronceskulptur på Várframsýning 2020. Men hvordan skulle den præsenteres og formidles? Dette er altid en problemstilling, som jeg bruger mange overvejelser og meget tid på.
Formidling - betragtningssituation, sokkel og titel
Der er især tre altid nærværende fænomener, der sammen faciliterer publikums oplevelse af en skulptur i et givet udstillingsrum ud over selve placeringen i rummet, nemlig materialeoplevelsen, soklen og titlen. De er altid er nærværende i betragtningssituationen.
Bronce er et af de højt estimerede materialer i skulpturkunsthistorien. Det har gennem tiden været en meget dyr kunstteknik og har derfor været forebeholdt magthavere og rige. Ydermere sikrer anvendelsen af bronce en holdbarhed gennem generationer. Så bronceanvendelse giver status, både for motivet den forestiller, for dem der betalte den og ikke mindst for kunstneren. Bronce er altså et prestigemateriale og det er hovedsagelig dette, der gør, at broncestatuer spreder sig som ukrudt i offentlige rum og ikke skulpturernes kunstneriske kvaliteter.
 |
Hulrummet efter skulturen fyldes med flydende bronce |
Træ derimod, og især affaldstræ af simple træsorter, kan ikke etablere samme status hos publikum. Tværtimod forhånes dette materiale ofte, når kunstnere bruger det, af det borgerskab, der søger at tilkøbe sig intellektuel og social status ved at investere i kunst, mens bronce naturligvis er højt estimeret og i høj kurs, for det anvender kongen og overklassen.
At forstyrre materialeoplevelsen ved at genskabe nogle simple træstumper i højstatusmaterialet bronce er altså en selvmodsigelse. Det er denne forstyrrelse, jeg finder interessant i oplevelsen af broncedelen i min skulptur.
Sokkel som formidling
For et halvt års tid siden havde jeg mulighed for at besøge Mindelunden ved Jægerspris Slot og studere Johannes Wiedewelts (1731-1802) mange monumentale mindesmærker, som jeg har været opmærksom på i mange år. For de flestes af monumenternes vedkommende ikke det er muligt at adskille sokkel, skulpturudtryk og mening. En anden inspirationskilde er Constantin Brâncuși (1876-1957), der er en mester i den disciplin gennem soklen at komme fra virkeligheden over til et superabstrakt kunstudtryk.
Relationen mellem sokkel og skulptur har interesseret mig i mange år og jeg håber engang at kunne opbygge en udstilling, hvor jeg først laver soklerne og derefter ser om jeg kan finde skulpturer til dem. Sokler er ofte sværere at lave end skulpturer. Soklen kan ses som et formidlingsredskab af skulpturudtrykket, men rigtig konstrueret er den er også en integreret forlængelse af skulpturudtrykket i sin egen ret.
 |
Johannes Wiedewelts tegninger af mindestøtter i Jægerspris Slotspark for Peder Skram, Magnus Heinesen, Herluf Trolle. (Danmarks Kunstbibliotek, lnv. nr. C. 14, 27-28, detalje) |
For at bronceskulpturen skulle kunne etablere denne intimitet måtte jeg hæve den op tættere på beskuerens øje. I dette tilfælde eksperimenterede jeg mig frem til at betragtninghøjden skulle være ca. 120 cm. Ved den højde var intimiteten etableret, men bronceskulpturen kunne stadigvæk ses som en helhed i en næsten isometrisk betragtningsvinkel. Men for at hæve den op måtte jeg konstruere en sokkel.
Den normale udstillingsprocedure er, at man finder en hvid sokkelkasse i en passende højde i museumslageret og klasker skulpturen på toppen. Fokus er som regel udelukkende på selve skulpturen. Denne tendens ses også ved mange skulpturer i det offentlige rum, hvor skulptøren tydeligvis har glemt, at soklen er lige så betydningsfuld som selve skulpturen.
Materialitet som udtryk
For at etablere en forbindelse til skulpturudtrykkets materielle fortælling i »Faux bois«, hvor bronce forsøger at ligne træ, var det indlysende, at jeg måtte anvende træ på en måde i soklen, hvor træets natur var fremherskende.
Det specielle ved træmateriale er, at det er groet og derfor organiseret i træårer og årringe. Det betyder at flækket træ og endetræets koncentriske årringe er de ultimative udtryk, der gør træmateriale identificerbart. Det er disse egenskaber der får den lille bronceskulptur til at ligne træ. Men også øksehugget træ er genkendeligt og dette greb har jeg ofte anvendt i mine skulpturer.
Men rygraden i sokkelen kommer et andet sted fra. I 1993 blev der ryddet ud i Valdemar Lützens Timburhandil á Skalatrøð. I deres affaldsbunke fandt jeg en gammel huggeblok, der gennem sin voldsomme historie havde fået et udseende, som jeg var fascineret af. Denne huggeblok har jeg haft stående lige siden. I dette tilfælde opfyldte den mine kriterier for naturlighed samtidig med trælighed.
Øverst på huggeblokken var spor af engelskrød maling og det ledte mig hen til en genstandsgruppe, jeg gennem årene har indsamlet fra skibsværftet på Tórshavnar Havn. Når skibsmalerne smører skibsskrogene har de en lille finerplade stående på skrå i malerbøtten, for at have noget at køre malerrullen op ad. Disse plader kasseres sammen med bøtter og pensler. Pladerne har jeg samlet mange af.
Jeg fandt en engelskrød finerplade i mine gemmer og den blev sammen med en bræddestump overgangselementerne fra den store huggeblok til den lille skulptur. Bræddestumpen blev på den ene langkant malet med engelsk rød, for at forbinde mellem huggeblok og malerplade, samt på den anden langkant sprøjtet med guldbronce for at forbinde til bronceskulpturen. Træmaterialerne til basis for soklen hentede jeg i affaldsbunken efter en udbygningsarbejde i huset jeg bor i. Således byggede soklen sig langsomt af forhåndværende materialer, for det er et godt gammelt og anvendeligt princip, at man tar, hvad man har.
Denne ad hoc proces og puslespilsmetode fremhæver sokkelen som et fænomen, hvor materialerne og de enkelte sokkelelementer alle taler med og får deres eget liv, en typisk assemblage. Anvendelsen af strittende dyvler og understøttende kiler understreger, at sokkelen mere skal ses som en proces end som en afsluttet og statisk konstruktion.
Gennem hele tilblivelsesprocessen skete der et naturligt opmærksomhedsskred fra bronceskulptur til sokkel. Soklens mange effekter og abrupte bearbejningsgrader trak opmærksomheden ned og væk fra bronceudtrykket i toppen. Det bevirker, at skulptur og sokkel jævnstilles i udtryk og kommenterer samt understøtter hinanden på samme måde som i Wiedewelts monumenter.
 |
Den falske træstub, faux bois, forbinder museets cementgulv og sokkelens træ. |
Underlaget
Men også sokler har et underlag og i Listaskálin er det cementfliser. Ved at indarbejde cement i sokkelen kunne jeg grounde skulpturen og integrere den mere i rummet. Det var derfor nærliggende at bevæge sig ind i en tradition udsprungen af renæssancens “trompe-l'œil” teknikker, den såkaldte teknik og stil, der kaldes “faux bois” (falsk træ). Jeg formede derfor en “træ”-stub af cement og indlemmede den nederst i skulpturen og denne del endte så med at levere titlen til hele sokkelassemblagen.
Stubbens cementmateriale forbinder soklen med fliserne i Listaskálin og stubbens udseende forbinder sig til træet i sokkelen, der således danner en glidende overgang fra virkelighedens gulv forneden, til broncens forestillede trælighed foroven.
Læg mærke til, at dét der får hele kunstværket til at hænge sammen, er en kombination af materialer og deres karakteristika, men ikke mindst det visuelle sprog som materialerne besidder i karakter, arbejdsspor, struktur og farve.
---
Links
Johannes Wiedewelt
Constantin Brâncuși
Faux bois
 |
Skulpturen »Faux bois« kan ses på Várframsýning 2020 i Listasavn Føroya frem til 1. juni |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar