Ole Wich: »Sky i modvind«, 2020

Várframsýning 2020: Hvad er en skulpturtradition? Hvad er skulpturelt udtryk og hvilke forventninger stiller publikum til skulpturkunst?

For eksempel vil man tit forvente at følgende elementer er til stede:
- Skulpturen er en beskrivelse af form
- Traditionel materialeanvendelse, såsom bronce, sten, ler.
- Eventuelle referencer til og fortolkninger af virkeligheden
- En sokkel, der tydeligt viser skellet mellem virkelighed og kunst
Men hvordan vil skulpturudtrykket blive, hvis kunstneren ikke opfylder disse basale forventninger, men beslutter sig til at bryde dem?

Her er hvad der kan ske…

En sky, der vandrer på regnben langs horisonten

Sky og skulptur
Men først lidt baggrundshistorie. Ovenstående foto refererer temmelig præcist til virkeligheden. Det viser havoverfladen og himmelen en regnfuld dag i Nordatlanten. Lavt over havet svæver skyer, der afgiver deres kondenserede fugtighed til saltvandet i lange striber. De giver assosiationer til lange ben, når skyerne stavrer sig hen over havoverfladen med vinden i ryggen.

Denne idé, vandrende klumper af vanddamp på stylteben af regnstråler, har jeg arbejdet med i flere år. Men hvorfor er denne idé så givtig og fascinerende? Ja, det har at gøre med hele den kunstneriske proces, hvor fysiske genstande og dynamiske fænomener kan transformeres ind i et fikseret skulpturelt udtryk.

Der er flere forhold, der er inciterende:

Form. Som vist herover er det et gængs skulpturgreb at opbygge genstande fra virkeligheden i formbare materialer, der gentager den rumlige form genkendelige i fikseret tilstand. Men hvad nu hvis virkelighedens genstand ingen bestemt form har, hvordan gengiver man den så? Et får bliver til en dyreskulptur, et hoved bliver til et genkendeligt portræt, men hvad bliver en sky til, når den ingen bestemt form har? Kan en sky så egentlig gengives?

Materiale. Man kan ikke holde en sky, man kan ikke omfavne den. En skys materiale er ikke kød og blod, ikke fast materiale, kun er atomiserede mikroskopiske vanddråber, der svæver i lufthavet. Transparent, sfærisk og uhåndgribeligt. I hvilket materiale kan man skulpturelt repræsentere en sky?

Virkelighed og kunstnerisk repræsentation. Når objektet, der forsøges repræsenteret i kunstnerisk form er så lidt fysisk tilstedeværende og er så uhåndgribelig, at det kun kan erkendes som objekt via synssansen, bliver den næsten til et begreb. Det bliver reduceret til en sproglig betegnelse, et koncept. Når dette idé så bliver repræsenteret som skulptur i fikseret fysisk form, bliver den i sandhed en absurditet.

Sokkel. Adskillelsen af virkeligheden og den kunstige virkelighed i skulpturen er en vanskelig problematik, der altid er tilstedeværende i formidling af et kunstnerisk udtryk. Når et skulpturelement udfører denne funktion, når regnstriber bliver til sokkel, så bliver sokkelen integreret i selve kunstværket og problematikken bliver løst på elegant vis.

Ole Wich: »í spønir«
Várframsýning 2012

Skyer på vejen
Med alle disse overvejelser og tanker i mente vil jeg nu bevæge mig hen mod det aktuelle kunstværk »Sky i modvind« på Várframsýning 2020.
Det startede med ovenstående skulpturværk »í spønir« udstillet på Várframsýning 2012. Det illuderer en færøsk landskab, en grovhugget verden i træ, hvor en del af skulpturen var skyer, der vandrer over landskabet på stive nedbørsstråler.
Efter denne start eksperimenterede jeg videre med konceptet gennem en række af materialer og udtryk.

Grundformen er den amorfe skulptur, hvor sokkelen består af tynde ben og hvor valget af materiale indvirker markant på den endelige fikserede form og på titlen. Denne  grundform, eller mere korrekt dette koncept, kan varieres i det uendelige og transformeres til en eksperimentel øvelse.
Tilfældigheder gennem fund af materialer dukket op på min vej og materialernes egenskaber og udtryk ender i resultater, hvor jeg kun fungerer som et villigt redskab, der gennemfører et princip i en skulpturel form. Konceptet ligger fast, omstændighederne skifter, skulpturer og titler rejser sig af materialerne.

Ole Wich: »Ukendt form - sky«, ca. 2015
Skyen breder sig, forandres, fortættes og opløses. Formen er flydende.

Herover er en atelieropstilling med et eksempel på en skyskulptur opbygget i hønsenet. Den forandrer sig gennem sin tilværelse, eftersom jeg presser den sammen, når jeg opbevarer den. Den genopstår i en ny form, når jeg ekspanderer den igen. Den form den får er jo ligegyldig, for skyer har alle former.

Blandt lige denne skulpturs principper er relationerne til virkelige skyers omstændigheder, idet hønsenettet efterligner fortætning og opløsning, de to fysiske processer, der skaber og ødelægger skyerne på himlen.
Skulpturen var udstillet på Ólavsøkuframsýning 2017 under titlen: »Ukendt form - sky«. Som man kan se herunder, havde den fået et par ben og er blevet mere fortættet.
Det var dengang, nu er den pakket sammen igen.

Ole Wich: »Ukendt form - sky«
Ólavsøkuframsýning 2017

Skyer som kunstobjekter
Denne beskæftigelse med sky som skulpturobjekt ender således med at blive en filosofisk og kunstteoretisk øvelse. Hvis man er nysgerrig på, hvordan verden repræsenteres gennem kunstnerisk udtryk, så bliver disse iagttagelser og muligheder interessante. Blandt andet fordi at ideelt set bør et kunstværk altid referere til sin egen form og til udtryk på baggrund af den gængse opfattelse af, hvad kunstformen hidtil har rummet. Kunstværket bør altid stille spørgsmål ved sin egen fremstillingsform, for ellers er det kun en gentagelse af allerede udtrykte tanker - en simpel kopiering.

Det er nybruddene og disse udvidelser, der gør, at kunst har en central plads i udviklingen af menneskelig erkendelse og gør kunstudtryk berettigede til opmærksomhed og en plads i kulturudviklingen. Man skal ikke sky nogle midler for at nytænke.

Ole Wich: Forskellige skyer

Sky i modvind - før konstruktion

»Sky i modvind« 
Og så til skyen, der nu er udstillet på Várframsýning 2020, »Sky i modvind«. Som altid opstod den af et fund af gode materialer. De ses herover.
Set fra oven er den "færdige" sky u-formet, som om en vind går den imod, hvilket jo er absurd, for skyer vandrer kun med vindene, aldrig mod. Den buede form ser man ikke på fotoet, eftersom disse skykonstruktioner er vanskelige at fotografere. Men det er nu en ekstra kvalitet, for det medfører, at vil man opleve en sådan skulptur, så må man møde op og gå rundt om den. Andet er der ikke at gøre.

Så dette er en lille del af historien, der førte til dette værk. En enkelt brik i en skulpturserie med mange skyer.

Ole Wich: »Sky i modvind«
Várframsýning 2020

NB: Dette er det nærmeste jeg nogensinde er kommet på, at arbejde i serier. Denne arbejdsform, der eller har været og er gængs i den oliemaleridominerede færøske kunstscene. Der bevæger malerne sig kun i små bitte udviklingstrin eller også hopper bare  på stedet. Det er serieproduktionen, der gør det er muligt for dem at sprøjte malerier ud gennem atelierdøren, så de kan tilfredstille et marked, der foretrækker selvkopiering af malerens hidtige fastlagte udtryk, frem for fortsatte kunstnerisk innovationer, der udvider måden at se verden på. Men dem om det. De færøske stuevægge skal jo fyldes ud af forudsigelighedens penselsstrøg, der kan stå til sofaens intetsigende blødhed og gardinfarvernes harmoni.