søndag den 26. maj 2019

Fortovstatoo: »Solidaritetskæde«



26-5-2019: Dagens fortovstatoo. En kæde er ikke stærkere end det svageste led, men formår den at holde sammen trods de kræfter, der vil bryde den, kan den tegne og forme en hel bygd, en hel ø og et helt land. Fagforeningsbevægelsen på Suðuroy er legendarisk og dette sammenhold har været et eller snarere flere af de led, der har smedet det velfærdssamfund, som vi nyder godt af i dag. Derfor ligger der nu en gylden kæde på fortovet foran »Framtíðin« i Vági.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019















lørdag den 25. maj 2019

25-5-2019: Det meste af dagen gik med at skære ud, ikke fiskefiletter, men 30 ens dobbeltrunde træplader. Tiden går og klokken slår og de ligner alle et uendelighedstegn. Først færdig kl. 22. 
Det var et larmende, monotomt og kedeligt arbejde, men det er der så meget der er og alligevel skal det gøres...






























# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

fredag den 24. maj 2019

Fortovstatoo: »Gravenes duer« 




24-5-2019: Her fredag aften virker det som om, at alle beboere i omegnen lufter enten deres hunde eller deres biler på Vágsvegur. Så mens jeg arrangerer dagens fortovstatoo på cementen er det lidt svært at finde den ro, som motivet lægger op til.
Dekorationen i dag refererer til den gamle kirkegård på den anden side af vejen, som er fantasifuldt kaotisk i struktur med gravene er stakket oven i hinanden så man må kante sig igennem, men stedet er tillige roligt i sin stemning med de mange gravsten og gravsteder, der befinder sig i alle grader af forfald i kampen mellem kultur og naturtilstand.
Kirkegårde er altid bobler af stillestående tidsrum og fungerer som oaser i den hektiske dagligdag og bygdelarm. Det er et vigtigt rum, der opfordrer til reflektion, også her bygden.

Men det er vanskeligt visuelt at referere til en samling af gravsteder uden at blive morbid eller religiøs. Skal man vælge kranier, hvide knogler eller hvide kors? Heldigvis er duen et forholdvist neutralt gravsymbol. Så her blev referencen to hvide duer.
Alt efter om folk går ind i vågen eller ud ad vågen skifter motivet betydning. Den ene vej bøjer en due hovedet i sorg, den anden vej kigger duen bagud og kan tolkes som i en reflektion over forgangen tid. Under duerne og omkring duerne spænder ægget sig ud og bliver her et symbol på begyndelse. Ingen slutning uden begyndelse og ingen glæde uden sorg.





# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

tirsdag den 21. maj 2019

Fortovstatoo: »Kúgv«



Her i udkanten af bygdens mindepark, udenfor hegnet, helt nede på forovet, står koen med sin sædvanlige beskedenhed og gør opmærksom på sin svunde men livsvigtige historiske eksistens.































22-5-2019: »Kúgv« - dagens fortovstatoo. I opdateringer d. 1. og 5. maj beskrev jeg kvindens manglende andel i udtrykket i det offentlige rum i Vági. Nu præsenteres her på fortovet i Vági symbolet på den færøske kvindes fornemste bidrag til opretholdelsen af menneskelige vilkår på Færøerne lige siden landnamstiden. Koen var den drøvtyggermaskine i husholdningen, der ved at konvertere landets vigtigste, men for mennesker uspiselige madressource, til næringsrig kost. Det var græsset og høet, der gennem koen leverede den grundliggende kaloriekilde, der holdt den færøske befolkning i live gennem tusinde år.
Geografen Rolf Guttesen udregnede 1999 kaloriesammensætningen i den færøske kost på basis af kommendant E. M. G. Løbners (1766-1849) optegnelser og kunne sandsynliggøre at omkring år 1800 var ca. 42% af færøske befolknings energiindtag var mælk og mælkeprodukter.
Denne essentielle fødevare var yderligere tilstede med størst stabilitet, mens fx fisk og madprodukter fra fåreholdet, både havde en lavere andel i kalorieindtaget og havde en ringere stabilitet. Jeg skrev min master i historie som fortsættelse af Guttesens arbejde og beskrev yderligere koens placering i den færøske landbrugsøkonomi: »Den forglemte ko i færøsk historie«,  2018, hvor jeg netop kom ind på at grundene til, at koens betydning er glemt i den færøske historie og befolkning. Det kunne blandt andet være fordi, at koen traditionelt hørte til kvindens domæne og arbejdsområde.
Det var nemlig kvinder og pigebørn, der tog sig af koen. Drenge ville endda ikke følge kvinderne ud i udmarken på de daglige malketure, for det gav statustab, selvom en sådan tur ellers måtte have været spændende for dem. Kvinderne malkede, fodrede og mugede ud, mens manden kun beskæftigere sig med koen, når den skulle til tyr eller når den skulle slagtes. Færøske mandfolk begyndte først at malke køer i 1920-30erne.

Koens forglemmelse kan ses som et udtryk for den manglende historieskrivning om kvindernes andel af nationalhistorien, selvom det kan siges, at netop kvindernes viden om mejeribrug og omhyggelige røgt af koen holdt liv i befolkningen, da  koen leverede den  essentielle naturaløkonomi. Man siger at fårenes ”uld” rimer på “guld” - men det var koen, der gav “huld”.
Helt op i efterkrigstiden, så sent som 70-erne og 80-erne holdt gamle koner ko i bygderne og i Tórshavn. Men sammen med deres svigtende kræfter fadede de sidste reminiscenser af en tusindårig færøsk kotradition ud og forsvandt uden nogen tog sig af at bevare den eller den færøske korace. Kun lidt blev der gjort, for eksempel viste KVF 1987 en udsendelse om  »Soleiðis liva tey enn« med Albertha og Meinhard Gaardlykke fra Lamba på Eysturoy, der endnu havde den stabile drøvtyggermad i husholdningen og den livsnødvendige ko som nogen af de sidste.

Jeg har her tegnet en Suðuroy-broget ko :-) . Den lavbenene statur er et typisk eksempel på den færøske ko, der i dag må anses for uddød. Denne korace gav ikke meget mælk, en 3-4 liter om dagen, men den var hårdfør og udholdt de vanskelige forhold som korøgten havde i den gamle færøske bondesamfund med de skrånende knortede græsgange, de dårlige lavloftede og fugtige stalde og den sultefodring gennem vinteren, der ofte forekom på grund af “hoyneyð”.
Her i udkanten af bygdens mindepark, udenfor hegnet, helt nede på forovet, står koen med sin sædvanlige beskedenhed og gør opmærksom på sin svunde men livsvigtige historiske eksistens.



.


# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019

Projektbeskrivelse
---

mandag den 20. maj 2019

Fortovstatoo: »Optrapning«



20-5-2019: Dagens fortovstatoo på Vágsvegur. Trapper kan man aldrig få nok af...
- Værsgo! - her er endnu én...
























# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

søndag den 19. maj 2019

Fortovstatoo: »Teinæringur«



19-5-2019: Bådsøm fra bålpladsen inderst i Vági spredt mellem slaggerne efter de mange nytårsbål.

# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---

lørdag den 18. maj 2019

Fortovstatoo: »Lammet«


18-5-2019: Dagens fortovstatoo. Bygdens tradition for fåreavl fornægter sig ikke. Gennem Vágs bygd i maj høres de spinkle kald fra hjemmelam og de nylig udviste fåreflokke i udmarken.
Således mødes fåre- og religionskulten i denne tid i et fællessymbol, der dog repræsenterer hvert sit håb. Enten håbet om en fed vædder i efteråret eller håbet om evig frelse ved det hvide lam.




































# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
---