Fortovstatoo: »Kúgv«
 |
Her i udkanten af bygdens mindepark, udenfor hegnet, helt nede på forovet, står koen med sin sædvanlige beskedenhed og gør opmærksom på sin svunde men livsvigtige historiske eksistens. |
22-5-2019: »Kúgv« - dagens fortovstatoo. I opdateringer d. 1. og 5. maj beskrev jeg kvindens manglende andel i udtrykket i det offentlige rum i Vági. Nu præsenteres her på fortovet i Vági symbolet på den færøske kvindes fornemste bidrag til opretholdelsen af menneskelige vilkår på Færøerne lige siden landnamstiden. Koen var den drøvtyggermaskine i husholdningen, der ved at konvertere landets vigtigste, men for mennesker uspiselige madressource, til næringsrig kost. Det var græsset og høet, der gennem koen leverede den grundliggende kaloriekilde, der holdt den færøske befolkning i live gennem tusinde år.
Geografen Rolf Guttesen udregnede 1999 kaloriesammensætningen i den færøske kost på basis af kommendant E. M. G. Løbners (1766-1849) optegnelser og kunne sandsynliggøre at omkring år 1800 var ca. 42% af færøske befolknings energiindtag var mælk og mælkeprodukter.
Denne essentielle fødevare var yderligere tilstede med størst stabilitet, mens fx fisk og madprodukter fra fåreholdet, både havde en lavere andel i kalorieindtaget og havde en ringere stabilitet. Jeg skrev min master i historie som fortsættelse af Guttesens arbejde og beskrev yderligere koens placering i den færøske landbrugsøkonomi: »Den forglemte ko i færøsk historie«, 2018, hvor jeg netop kom ind på at grundene til, at koens betydning er glemt i den færøske historie og befolkning. Det kunne blandt andet være fordi, at koen traditionelt hørte til kvindens domæne og arbejdsområde.
Det var nemlig kvinder og pigebørn, der tog sig af koen. Drenge ville endda ikke følge kvinderne ud i udmarken på de daglige malketure, for det gav statustab, selvom en sådan tur ellers måtte have været spændende for dem. Kvinderne malkede, fodrede og mugede ud, mens manden kun beskæftigere sig med koen, når den skulle til tyr eller når den skulle slagtes. Færøske mandfolk begyndte først at malke køer i 1920-30erne.
Koens forglemmelse kan ses som et udtryk for den manglende historieskrivning om kvindernes andel af nationalhistorien, selvom det kan siges, at netop kvindernes viden om mejeribrug og omhyggelige røgt af koen holdt liv i befolkningen, da koen leverede den essentielle naturaløkonomi. Man siger at fårenes ”uld” rimer på “guld” - men det var koen, der gav “huld”.
Helt op i efterkrigstiden, så sent som 70-erne og 80-erne holdt gamle koner ko i bygderne og i Tórshavn. Men sammen med deres svigtende kræfter fadede de sidste reminiscenser af en tusindårig færøsk kotradition ud og forsvandt uden nogen tog sig af at bevare den eller den færøske korace. Kun lidt blev der gjort, for eksempel viste KVF 1987 en udsendelse om »Soleiðis liva tey enn« med Albertha og Meinhard Gaardlykke fra Lamba på Eysturoy, der endnu havde den stabile drøvtyggermad i husholdningen og den livsnødvendige ko som nogen af de sidste.
Jeg har her tegnet en Suðuroy-broget ko :-) . Den lavbenene statur er et typisk eksempel på den færøske ko, der i dag må anses for uddød. Denne korace gav ikke meget mælk, en 3-4 liter om dagen, men den var hårdfør og udholdt de vanskelige forhold som korøgten havde i den gamle færøske bondesamfund med de skrånende knortede græsgange, de dårlige lavloftede og fugtige stalde og den sultefodring gennem vinteren, der ofte forekom på grund af “hoyneyð”.
Her i udkanten af bygdens mindepark, udenfor hegnet, helt nede på forovet, står koen med sin sædvanlige beskedenhed og gør opmærksom på sin svunde men livsvigtige historiske eksistens.
# Ole Wich - Listamakari í Vágs kommunu - 2019
Projektbeskrivelse
---
Ingen kommentarer:
Send en kommentar